Trives du med en selvstændig hverdag, hvor du er den, der har styr på maskinerne? Og sætter du samtidig pris på et tæt sammenhold med sociale kolleger?

Velkommen til A/S Gunnar Haagensen – en sikker samarbejdspartner

Vi er specialister i tætninger og pakninger samt andre tekniske artikler, som vi blandt andet leverer til maskin-, hydraulik-, food & pharma-, offshore- samt procesindustrien. Vores stolte firmarødder daterer helt tilbage til 1921, mens vi startede vores egenproduktion i 2014.

I din nye hverdag hos os får du et tæt samarbejde med både vores produktionsmanager og vores lagermedarbejdere. Sammen sørger vi for, at varerne bliver produceret, pakket og afsendt korrekt og til tiden – hver gang.

Du sørger for, at produktionen kører

Som produktionsassistent bruger du det meste af din tid ved vores 2 maskiner i vores nyrenoverede produktionsafdeling. Her arbejder du med opsætning og udskæring af pakninger, og du får selvfølgelig grundig oplæring i både vores maskiner, materialer og arbejdsprocesser.

Du vil hurtigt opleve en høj grad af frihed under ansvar, men også at det kræver fokus og IT-forståelse at varetage denne stilling.

Helt konkret står du for at:

  • indstille maskinerne, som kan være i gang med at skære forskellige emner på samme tid
  • sortere emnerne – små som store
  • pakke emnerne i deres respektive emballage – de skal fx i en pose eller pakkes ind i film
  • lime større emner sammen til en stor pakning – og til slut sætter du labels på.

En social arbejdsplads med gode udviklingsmuligheder

Vi er en mindre virksomhed, hvor vi prioriterer samvær og hygge højt – både i hverdagen og efter klokken har slået fyraften. Du kan derfor allerede nu glæde dig til at starte dine fredage med fælles morgenmad samt til julefrokoster, sommerfester, DHL-løb og spontane grillaftener på terrassen.

Herudover får du en god grundløn, som vi fastsætter efter kvalifikationer, ligesom vi har en række vækstmål – mål, som giver dig gode udviklingsmuligheder på sigt.

Du har fokus på kvalitet, trives med faste opgaver – og er klar på udvikling på sigt

  • Du har måske arbejdet på et lager eller i en produktion før – din erfaring er ikke afgørende for os, men kendskab til branchen er en fordel.
  • Du er den initiativrige type, som ikke er bange for at tage fat.
  • Du har et skarpt øje for kvalitet og trives med en rutinepræget og selvstændig hverdag.
  • Du kan se dig selv hos en virksomhed i forandring, hvor din rolle har mulighed for at ændre sig på sigt.
  • Du har flair for IT, og hvis du kender programmet Navision, er det en fordel – ellers skal vi nok lære dig det.

Bliv vores nye kollega

Har du spørgsmål til stillingen, eller vil du høre flere gode grunde til, at du skal være vores nye produktionsassistent? Så kan du kontakte produktionsmanager Sebastian Haumann på 48 13 48 41.

Send din ansøgning og dit CV via nedenstående link hurtigst muligt. Vi kalder til samtaler løbende, men vi venter naturligvis gerne på den helt rette kollega.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Send ansøgning via Jobindex her