HAAGENSEN A/S BLIVER EN DEL AF M-SEALS og DIPLOMA -FAMILIEN

Året er 1940, og Anden Verdenskrig kaster lange skygger over hele Europa.

Min oldefar Gunnar Haagensen havde siden 1921 drevet de to Ford-fabrikker i Letland som en velanset og garvet forretningsmand.

For at undgå Den Røde Hær forlod Gunnar de to fabrikker, han havde brugt næsten 20 år på at opbygge og drive, og flygtede hjem til Danmark.

Siden dengang har Haagensen specialiseret sig i dynamiske og statiske tætningselementer.

Teknologien og mulighederne er selvfølgelig nogle helt andre i dag, end de var for snart 80 år siden. 

Gennem 4 generationer har virksomheden udviklet sig markant og vækstet hvert eneste år kun med et dyk under finanskrisen. For mit vedkommende en ekstrem hård opstart, men resultater jeg er stolt af, og ikke har kunne opnå uden mine dygtige kolleger og vores fantastiske kunder. Tak!

Jeg er rigtig stolt af hvordan vi har udviklet os fra kun at være en distributør, til også at blive et teknisk hus og pakningsproducent.

Hvordan vi har fået erhvervet os vores ISO-godkendelser, udbygget med lagertårn og automatiseret lagerstyring.

Udvidet med QA-enhed og nu testcenter på matriklen. 

Hvordan vi fem gange har implementeret nyt ERP system og ikke mindst hvordan staben stødt og roligt er steget gennem årene. Det har været en sand fornøjelse.

Men i et marked, der kontant reguleres og hvor konkurrencen skærpes, der er det afgørende for mig, at vi kan forsætte med at være konkurrencedygtige og vækste. 

Specielt sidstnævnte er svært når vi er løbet tør for plads for lang tid siden. Derfor er det på tide vi tænker nye eventyr.

Det er mig derfor en glæde at kunne annoncere, at vi fra i dag er blevet opkøbt af M Seals Group, der er en del af Diploma familien. 

M-Seals passer rigtig godt til os kulturelt, da vi deler værdier og ambitioner og sætter vores kolleger og kunder som det højeste.

Vi vil derfor fortsat operere som en agil virksomhed og fortsætte vores samarbejde med kunder og leverandører, som vi altid har gjort.

Samtidig vil vi drage fordel af at være en del af en større virksomhed og de kommercielle muligheder, dette medfører. Endelig vil vi som en del af en større koncern og med M-Seals/Diplomas støtte stå stærkere i forhold til at udvikle talenter og skabe udviklingsmuligheder for vores kollegaer.

Det har krævet mange overvejelser at tage dette skridt, rigtig mange, men jeg er sikker på, at det er det rigtige for Haagensen A/S og jeg ser frem til det videre eventyr.

Et eventyr som jeg er sikker på, at gamle Gunnar også havde været stolt over.

Tak!
Lasse Haagensen